You can't live with them...

...you can't live without them.

Sådan havde jeg det engang med alfahanner. Jeg var stærkt provokeret af dem, dengang. Dengang jeg var yngre, mere kantet, mindre sikker i min krop, min rolle, min sexualitet.

Og forfærdeligt tiltrukket også. Til min egen grænseløse irritation.

En af dem jeg husker bedst, var ham, som senere blev min dejlige, grønøjede elsker for en tid.

Om nogen, var han en alfa. Travlt og direkte grønt blik. Målrettet gang. Og ingen var i tvivl om, at han var "in charge" og som regel vidste bedre.

Jeg har ikke nævnt det i mit tidligere indlæg, men min første reaktion på ham var "Ham kan jeg ikke lide!".

Jeg KUNNE virkelig ikke lide manden. Syntes han var en overlegen, arrogant nar, og alt, alt for meget. Og fortalte ihærdigt mig selv dette, igen og igen, når han stod tæt nok på mig til at jeg kunne fornemme hans tørre, maskuline duft (som jeg stadig kan huske, her 20-and-some år senere). Som jeg gentog indvendig, når han rettede sit grønne blik imod mig og smilede det der frække, langsomme smil.

Men hen ad vejen gik det jo så over. For han var en ligeværdig diskussionspartner i et arbejdsmiljø hvor der var langt mellem dem, og vi delte humor og interesser i et vist omfang. Og fordi min defensive alfahun-reaktion smuldrede, da jeg så flere og flere facetter af manden. OG ikke mindst fordi mit liderlige underliv bød det...!

Ham her var jo gift, og understøtter dermed Leos holdning om, at Alfa'er er utro. Han havde dog slet ikke noget player-omdømme (og tro mig, på den arbejdsplads ville jeg have været velinformeret), og jeg så ham aldrig rette sit grønne blik mod andre end mig, på den måde som han gjorde det. Senere, efter det var forbi, efter JEG gjorde det forbi, sagde han til mig at han aldrig før havde været utro, og at han rent faktisk ville være gået fra sit forhold, hvis jeg havde givet udtryk for at jeg ville noget mere .... men vi var to alfa'er, og det skete aldrig.

Af nysgerrighed har jeg sidenhen søgt info om ham på nettet, og jeg kan se, han stadig bor i samme hus, med samme kvinde. Og jeg gætter på, at jeg nok ikke var hans sidste elskerinde, ihvertfald ikke, hvis hun ikke sidenhen har oppet sig lidt ... men jeg troede ham, da han sagde, at jeg var den første han var utro med. Hvorfor skulle han lyve om det? Vores alliance var i langt højere grad sexuel end romantisk.

Jeg kan stadig føle et glimt af irritation, når jeg støder på en alfahan ude i verden. Men det er mest, hvis jeg ikke synes han er sexuelt attraktiv. Idag kan jeg bedre håndtere dem, alfa-drengene. Og jeg har fået fuld forståelse hvorfor nogle mænd bliver skræmt af mig (og nogle kvinder ikke kan lide mig).

Der er nemlig ikke meget tvivl om, at jeg har mange alfahun-træk. Og at de er blevet mere udtalte med årene - fordi jeg er blevet sikrere og bedre til at stå ved hvem jeg er. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil bestemme og styre (selvom - det vil jeg da osse godt), men fordi jeg er stærk og handlekraftig og godt tør træde frem. Og måske er det konkurrencen fra alfahannen, der i sin tid virkelig kunne provokere mig.

Det er lidt den der - "Nobody tells me what to do!". Men idag ved jeg, at det er okay, hvis det er en del af et jævnbyrdigt samspil. Hvis ham, der siger hvad jeg skal gøre, er klog og stærk nok. Og hvis han kan rumme, at jeg er den jeg er - den der ikke underkaster sig og ser beundrende på ham (ihvertfald ikke åbenlyst ;-).

Idag lever jeg harmonisk og lykkeligt sammen med en udpræget alfahan. Sådan en, man naturligt kikker hen imod, hvis man mangler en til at gribe roret - typen med stille, naturlig, stærk autoritet. Ikke den højtråbende, selvhævdende type (er de overhovedet rigtige alfa'er??) - men min yndlings-slags...

Han er stor nok og stærk nok til at rumme alle mine facetter, både personligt og sexuelt. Og jeg er ikke det mindste nervøs for, om han skal få et sexuelt tilbud fra andre, han ikke kan modstå, for jeg sender ham ALDRIG sulten i byen ... ;-)